Er i hvert fald nået frem til (og ja, det tog sin tid), at jeg skriver som jeg skriver, blogger som jeg blogger, fifler som jeg fifler, og det er så det…
En lethedsfornemmelse, som varede en kort stund. Et løft efter en tur i svømmehallen og læsning af Frank O’Hara fra den tidlige morgenstund.
O’Hara’s poesi har lethed og umiddelbarhed. Dette digt griber mig:
“Interior (with Jane)
By Frank O’Hara
The eagerness of objects to
be what we are afraid to do
cannot help but move us Is
this willingness to be a motive
in us what we reject? The
really stupid things, I mean
a can of coffee, a 35 cent ear
ring, a handful of hair, what
do these things do to us? We
come into the room, the windows
are empty, the sun is weak
and slippery on the ice And a
sob comes, simply because it is
coldest of the things we know”
*
En vigtig indisgt og accept; en jeg også runder fra tid til anden. Det kan synes som en cirkel, men er måske rettere en (forhåbentlig) opadgående spiral. Det’ o.k. at have forbilleder,forfattere “man gerne ville kunne skrive ligesom”, at have ambitioner om at blive bedre, men vi skriver nu engang som dem vi er – det gør vore forbilleder også, og vi er jo ikke dem … og JEG synes, at du har en “stemme” … hvad det så end er værd.
Tak for de rare ord!