stensamler

stensamler er tilbage —–>

80′erne … “Solo classici” … tid tid tid

Jeg rydder op, rydder op og rydder op. Ordner og smider væk.
Det kom der blandt andet et nydeligt arbejdsværelse ud af.

Orvieto var en prøve. Nu er vi tilbage i olivenlunden.
Alt er grønt og frodigt, og jeg har fred i sjælen. Selv tanken om forestående rund fødselsdag glæder mig.
Til oprydningsarbejdet hører jeg 70′er og 80′er-musik, som jeg har fundet på en tv-kanal. “Solo Classici”
Klassikere fra dengang, mor var ung, og vi gik i rigtig fedt tøj.

Og da jeg gennemgik bogreolerne, fandt jeg ret mange ulæste bøger.
Bl.a. Sándor Márais Dagbøger 1984-89, som jeg skal læse i te-pausen lige om lidt.
Den gamle, trætte mand skriver:

… og det var endda på encyclopædiernes tid!

forår, oprydning, steder og smukke ord om poesien

Når jeg hører hærfuglen er det forår. Jeg er sådan en, der skriver det i min kalender, når jeg hører det første gang. Hvert år skriver jeg det.
Jeg tilbringer mest tid i huset på landet i øjeblikket. Det er det mest praktiske, og der er så meget at ordne og rydde op i.
Efter at have boet i storbyer i mange år havde jeg ikke troet, at jeg kunne blive afhængig af stedet her. Men jeg føler en fred og glæde, som jeg ikke oplever, når vi er i Orvieto.
Jeg har vendt mit skrivebord, så jeg kigger ud over dalen og får lys ind fra det andet vindue.

Stederne er vigtige, for vores identitet, for litteraturen og for vores læsning af den. Det kan man læse om på litteratursiden lige nu.

Efter endt oprydning lavede jeg te og gav jeg mig til at gense filmen “Il Postino”.

Så smuk og fyldt med herlige ord om poesi.

Som i denne scene hvor Neruda læser et digt om havet, og Marios reaktion nærmest er søsyge på grund af ordenes rytme. Han siger: “Jeg føler mig som et skib, der kastes rundt mellem ordene”, og Neruda svarer: “Mario, du har lige lavet en metafor”.

Eller tanten, der er bekymret for sin nieces dyd: “Med de metaforer har han varmet tøsen som en brændeovn!”.

Det var et godt gensyn. Jeg har ikke læst meget af Neruda, men det må jeg vel så gøre. Hvis det engang holder op med at regne, måske endda på terrassen.

… vind og vejr …

Jeg kom til at skrive på Twitter, at man jo bor på den breddegrad man bor på, ment som en ironisk kommentar til alle de vejr- og sne-tweets her til morgen. Det blev taget meget ilde op, og jeg fandt ud af, at vinteren er et ekstremt ømt punkt i Danmark i øjeblikket. Det beklager jeg. Det ER synd, at vinteren er hård, og som afløb for frustrationer er Twitter jo et sted at gøre det som alle andre steder.

Nå, men her regner det bare… og er koldt. Men hunden skal jo luftes.
Tekster skal skrives, og det gør jeg. De bliver bare så tætte, teksterne.
Jeg ville gerne lukke noget op og lukke luft ind.

Jeg genlæser Tua Forsström

” Englene i Karis

Går med alt for
tynde sko i februar

på banegården i Karis
frem og tilbage og ryger

Tog ankommer og afgår
Imorgen fuldstændig det samme

Det sneer let og glitrende
Det sneer let på deres øjenvipper

De ånder let som aluminium
De kender de gudsforladte steder

De ler! Intet forfærder os så meget
som når de ler

Intet forfærder os så meget
som de gudsforladte steder

Og det der er rødkantet”

Tua Forsström “Efter at have tilbragt en nat blandt heste”

This connection…

Morgentur rundt om Orvieto-klippen. Der er rimfrost i græsset, men solen varmer meget. Fuglene synger helt vildt, selvom de ikke kan overdøve lyden af trafik fra dalen.
Jeg er vågnet med trang til at græde, og solen gør sit for at forstærke den følelse. Mens jeg drak te, læste jeg “This connection of everyone with lungs”. En fantastisk bog, der ånder ud og ind, som det store fælles åndedræt, den beskriver. Rytmen i bogen er som Stillehavet omkring øen i bogen.
Hvordan, spørger hun, kan vi ligge i vores senge og samtidig være forbundne med alt det som sker i verden, og som vi konfronteres med i nyhederne?

“And as I speak of the parrots I speak of the day’s weather here,
the slight breeze and the blanket I pull over myself this morning
in the subtropics and then I speak also of East Africa, those
detained for questioning, porous borders, the easy availability of
fraudulent passports” (Juliana Spahr)

Langs tufklippen og stien, hvor jeg går med hunden, vokser mange høje siv. Solen får sivene til at knirke.
Når jeg taler om siv, taler jeg om de voldtagne kvinder i Indien, de myrdede hustruer i Italien.

magisk morgen i Orvieto